I 1980 var Danmarks økonomi nødlidende, arbejdsløsheden rekordstor og statsgælden endeløs. Tyve år efter var økonomien i balance, arbejdsløsheden rekordlav og gældsafviklingen i fuld gang. I lande som Tyskland og Sverige, der var underlagt præcis de samme internationale konjunkturer, lykkedes det ikke at rette skuden op.

For fyrre år siden var A.P. Møller og ØK lige store, og det var altid godt og sikkert for enhver ung mand (!) at blive elev i et af de to firmaer. I dag er A.P. Møller en verdensvirksomhed; ØK eksisterer næsten ikke i den danske bevidsthed. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør. Som borgere, som erhvervsliv, som politikere. I den radikale folketingsgruppe tager vi dagligt stilling til en række politiske spørgsmål som folkeskolens fremtid, motorveje i Jylland, sæddonorers anonymitet, 24-års regel, EU-forfatning, krigen i Irak etc. Det er mange spørgsmål fra forskellige dele af vores virkelighed, fremkaldt af nødvendighed, politiske mål eller presseinteresse. Det kan måske være svært for borgerne uden for Christiansborg at se en sammenhæng mellem alle disse enkeltsager, en langsigtet, holdningsmæssig linie, der binder dem sammen i en vision. Ikke desto mindre er det præcis dét, vi gerne vil give vores vælgere: en vision, som vi kan sætte til debat.
Derfor tegner vi her den første skitse til det Danmark, som vi gerne vil se om femten år. Vi har med vilje valgt det lange sigt, så de politiske forskelle bliver klare, vel vidende at verden ikke lader sig indfange én gang for alle, og at
mange forudsætninger vil ændre sig med tiden. Samtidig har vi valgt at tage vores udgangspunkt uden for Danmark, i den rivende internationale udvikling, der både giver os nye udfordringer og nye muligheder.
Vi vil svare på, hvad Danmark skal leve af om femten år, og hvordan vi skal leve sammen.

Den radikale folketingsgruppe ønsker med dette oplæg at tage hul på denne debat. Det er ikke alle områder, vi har haft plads til at prioritere. Også af den grund inviterer vi samtidig alle partier og borgere i Danmark til at deltage i diskussionen om vores fælles fremtid. Det kan fx ske her på siden, hvor du hver uge kan komme i direkte dialog med os.

Vel mødt på nettet!


 

Det kreative Danmark - Det Radikale Venstre, Folketingsgruppen - Christiansborg, 1240 København K